Gode råd om dieselbiler

DIESEL/HYBRID CENTER giver gode råd til dig som ejer en dieselbil. Mange diesel-billister ved en del om pleje og vedligeholdelse af den moderne dieselmotor, men vi deler gerne ud af den basale viden om dieselmotoren.

Vi har her listet nogle gode råd, som kan give dig en bedre driftsøkonomi på din dieselbil, samt en længere levetid.

Dieselmotorer er ofte stærke og driftsikre, men kan også give anledning til mange tekniske spørgsmål.

Fordele og Ulemper

Der er både fordele og ulemper ved en dieselbil. Herunder kan du finde nogen af de væsentlige.

Fordele ved en dieselbil:

• Billigere brændstof.

• Kører langt på literen (når motoren er varm).

• Motoren har normalt en længere levetid end en benzinmotor.

• Der er ofte længere mellem serviceintervallerne.

• Har et højt drejningsmoment ved lave omdrejninger.

Ulemper ved en dieselbilen:

• Højere indkøbspris.

• Motoren skal være varm for at opnå det optimale forbrug af brændstof.

• Hvis man kører for mange små ture tilsodes partikelfiltret* og EGR-ventilen**.

* Diesel partikelfilter

Et diesel partikelfilter reducerer partikelforureningen fra udstødningen ved at filtrere sodpartikler fra motorens udstødningsluft. Ældre dieselbiler har ikke nødvendigvis et partikelfilter monteret.

 

**EGR = Exhaust Gas Recycling = Udstødningsgas re-cirkulation

(Kilde: FDM)

En del af udstødningsgassen ledes tilbage i indsugningen for at blive forbrændt én gang til.

Det sker ved hjælp af en regulerbar ventil, som sidder direkte imellem udstødnings- og indsugningsmanifolden. Det har en mærkbar effekt på forureningen, idet den bliver målbart lavere under næsten alle kørselsforhold, dog mest markant ved tomgang.

Ulempen er, at den meget varme udstødningsgas er ganske vanskelig at håndtere for komponenter med bevægelige dele. Dertil kommer tilsodnings-/tilkoksningsproblemer.

Resultatet er, at EGR- ventilen ofte sætter sig fast i en position,  hvor den konstant er mere eller mindre åben.

Motorstyringen kan ikke håndtere, at EGR-ventilen er delvis åben ved højere motoromdrejninger og belastning på motoren. Så mister motoren markant effekt.

Bemærk, at der findes flere typer EGR-styringer. Nogle er en simpel vakuumslange til EGR-ventilen, andre er elektroventiler.

Skal jeg vælge en dieselbil?

Det afhænger af dit kørselsmønster og behov. En dieselbil er et godt valg, hvis du kører lange ture og meget på motorvej.

Kører du kun rundt i byen, bliver motoren sjældent helt varm, og det medfører en større risiko for, at bilens indsugningssystem og især partikelfiltret tilsoder. Hvis du kun kører korte ture, kan du risikere at din dieselbil ikke kan køre så langt på literen som fabrikanten har angivet.

Vedligeholdelse af din dieselbil

Forkert eller manglende vedligeholdelse er ikke godt for hverken en benzin- eller en dieselmotor. Her er et par gode råd, der minimerer risikoen for, at der opstår skader på en dieselmotor:

• Begræns mængden af korte køreture.

• Vælg den bedste motorolie og skift i.h.t. fabrikkens anbefalinger.

• Benyt motorolie med de rette specifikationer, når du har en dieselbil med partikelfilter.

• En gang imellem har motoren godt af, at man kører lidt frisk til – f.eks. en god tur på motorvejen.

• Vent på forvarmeren før motoren startes.

• Køb evt. en motorvarmer.

• Overhold intervallet for service.

• Hos DIESEL/HYBRID CENTER-værkstederne har vi en række specielle produkter til brug ved rensning af motor, katalysator,

     partikelfilter, turbo og indsprøjtningssystem.*

* Tilsættes i tanken ved tankning af brændstof. Du vil hurtigt mærke en positiv effekt. Dette produkt anvendes af rigtig mange værksteder. Modsat normale additiver virker dette middel som en rens. Hele indsprøjtningssystemet renses igennem og udskilles via udstødningen. Produktet gavner både EGR-ventil, katalysator og partikelfilter.